Hvad er autistisk maskering?
Autistisk maskering betyder kort sagt, at en autist skjuler, nedtoner eller kompenserer for sine autistiske træk for at passe ind i omgivelserne. Det er en social overlevelsesstrategi — ikke et personlighedstræk.
Det centrale ved maskering er, at den autistiske person, bevidst eller ubevidst, søger at fremstå mere “neurotypisk”. Det kan foregå på mange måder: fx ved at kopiere andres adfærd i det sociale samspil.
Her er den korte, præcise forklaring:
Hvad er autistisk maskering?
Man vil kunne fx se den autistiske person gøre følgende:
- kopiere andres sociale adfærd
- opretholde øjenkontakt, på trods af at det er ubehageligt
- skjule eller nedtone sanseoverload
- undertrykke stimming
- virke rolig, selvom kroppen er i uro/alarmberedskab
- følge sociale regler og koder, der ikke giver intuitiv mening
- skjule og undertrykke behov for fx pauser, ro og forudsigelighed
- “spille normal” for at undgå kritik, konflikter eller misforståelser
Maskering er ofte meget energikrævende, og mange autister beskriver det som at spille en rolle hele dagen — at være en anden person.
Hvorfor maskerer autister?
Det kan meget typisk være:
- for at undgå at skille sig ud fra flokken
- for at undgå negative reaktioner som kritik og følelsen af at være forkert (typisk har man rigeligt med negative erfaringer med sig i bagagen)
- for at passe ind socialt
- for at styre uden om konflikter
- for at leve op til specifikke krav, fx på uddannelse eller arbejdsplads
- fordi man ved, at ens naturlige autistiske adfærd ikke bliver accepteret
Hvad nu hvis man maskerer for længe og for meget?
Langvarig maskering kan føre til:
- udmattelse
- stress
- nedsmeltninger
- angst
- depression
- forvirring omkring, hvem man egentlig er (identitet)
- burnout
Når alt dette er sagt, skal vi huske, at maskering sædvanligvis er en overlevelsesstrategi i det sociale samspil — en strategi den autistiske person har udviklet for at kunne cope med det at (over)leve i sammenhænge, der er indrettet til det store neurotypiske flertal.
“Du skal slet ikke maskere!” – Arh… klap nu lige hesten lidt…
Maskering bliver nogle gange ensidigt framet som noget negativt, noget der nærmest skal undgås nærmest for enhver pris. Man skal med andre ord være autentisk autistisk, og så må det bære eller briste — må forstås. Hvis det så brister, ja, så er ansvaret jo hos de neurotypiske mennesker, der ikke forstår autismen!
Men er man ikke med denne tankegang på vej ud på en ret underlig vej — ud på offeragtig gyngende grund? Det tænker jeg bestemt, man er.
Problemet er jo, at man ikke kan forvente, at de neurotypiske mennesker omkring en har viden om autisme. Man kan heller ikke bare læne sig tilbage og bede dem om at komme ind i kampen og tilegne sig en masse viden i en gevaldig fart. Nej, den går ikke mester… — og det er i øvrigt også en bekvem offerrolle at hoppe ned i. Det er ej heller et realistisk mål at gå rundt og håbe på, at andre pludselig opnår en masse indsigt i en anden neurologisk profil.
Så hvad er mere realistisk?
Det er langt mere realistisk at skabe sig en tilværelse, hvor man som autist aktivt søger at reducere maskering så meget som muligt — og herunder ikke mindst finde et arbejde, hvor man ikke behøver at maskere. Dette punkt omkring arbejdet er vigtigt, for det er typisk uhensigtsmæssige jobrammer, der forårsager en masse maskering hos autistiske mennesker, og som i længden presser dem ud over kanten: ud i mistrivsel, burnout, depression eller hvad det nu kan være.
Hvis vi lige parkerer jobrammerne for en stund og vender blikket mod alle andre domæner — parforhold, venner, familie, fritid etc. — ja, så gælder det samme her: det handler om at skabe rammer, hvor man mest muligt undgår at skulle maskere.
Det kan være, man har en ven eller veninde, hvor man ikke kan være sig selv, hvor man er nødt til at være en anden. Det duer ikke — man er altid bedst til at være sig selv. En ven eller veninde, der respekterer en for den man er, vil tværtimod kun tilskynde en til at undgå maskering.
Kan man så helt slippe for maskering?
Det korte svar er efter min vurdering: nej…
Dog med det forbehold, at det i sidste ende er op til en selv, hvilket liv man ønsker at leve, hvilke værdier man vil leve efter, og hvilke mål man har.
Lad os sige, at ens mål blot er at få fred i sin lejlighed eller sit hus. Man vil bo alene, man vil ikke arbejde, og ens netværk er stærkt begrænset. Jamen, i sådan en kontekst kan man vitterligt reducere mængden af nødvendig maskering til nærmest ingenting. Det kan man, fordi der ikke rigtig er noget på spil — der er stort set ingen situationer, hvor man er nødt til at skulle “op i gear og performe”.
Man lever med andre ord et nøjsomt og sorgløst liv… et liv jeg personligt ikke ville ønske — dog respekterer jeg fuldt ud de mennesker, der ønsker en sådan tilværelse. Men hvorom alting er: for de fleste autistiske mennesker, ligesom for neurotypiske mennesker, er der mål og værdier i spil. Der er behov for selvrealisering, selvudvikling, og man ønsker at opnå noget — relationelt, økonomisk, kulturelt etc. Og for at gøre en lang historie kort: det er umuligt at opnå dette uden en vis grad af maskering, derfor er det vigtigt at vi sørger for at klappe hesten lidt, og lader værdier og mål guide os, fremfor rigide regler.
Et konkret eksempel
Man befinder sig i et forum, hvor der er god mulighed for at netværke med andre, et netværk, der kan hjælpe en videre i livet. I dette forum er der selvfølgelig nogle kulturelle koder, normer og forventninger til, hvordan man opfører sig. Og igen: man kan overhovedet ikke forvente, at de andre besidder viden om autisme.
Så hvis man ikke maskerer, og bare er sig selv, og på den måde er i forhøjet risiko for at falde uden for de rammer, der er til stede, så er der ligeledes en forhøjet risiko for, at man bliver forbigået — og dermed går glip af noget, der kunne være en fordel for en selv.
Hvis man derimod maskerer lidt, og for en stund nedtoner autismen, så kan det give adgang til fordele.
Bekendte vs. venner
Det er klart, at jeg her skelner skarpt mellem bekendte og venner. Jeg tænker godt, man som autist overfor visse bekendte i sit netværk kan maskere — særligt hvis det er nogle, der er med til at hjælpe en hen imod de mål, man har sat sig. Igen er det tidsmæssigt ret begrænset, hvor meget det reelt vil være.
Omvendt: i venskaber, hvor man bruger mange timer sammen, der duer maskering ikke.
Parforholdskontekst
En af de klassiske udfordringer, jeg har mødt igen og igen, ser sådan ud: Den autistiske partner lever i et parforhold med en neurotypisk partner, og der er børn i familien. Han er veluddannet, har et godt job og arbejder 37 timer om ugen. Når han kommer hjem, er energien stort set brugt op. Ingen på arbejdspladsen ved, at han er autist, og han maskerer konstant for at passe ind, undgå konflikter og ikke risikere fyring.
Parret opsøger hjælp, fordi den autistiske partner får nedsmeltninger flere gange om måneden. Stressniveauet er for højt, og uforudsete konflikter mellem børnene er særligt svære at rumme for ham. Samtidig begynder både den neurotypiske partner og børnene at tilpasse sig mere og mere: de dæmper sig, undgår bestemte situationer og forsøger at navigere uden om nedsmeltningerne. Hele familien kommer i en form for kollektiv selvbegrænsning for at undgå de voldsomme reaktioner.
Hvordan hjælper man så et par som dette? Sat lidt på spidsen er der begrænset effekt af klassiske parstrategier, så længe maskeringen fylder så meget, og så længe de daglige krav overstiger de ressourcer, den autistiske partner faktisk har til rådighed. Før familien kan bryde den onde cirkel, skal der ske markante ændringer i de ydre rammer — især omkring job og pres generelt. Maskeringen skal reduceres kraftigt, og et lavere timetal kan være nødvendigt.
I sidste ende er det en individuel vurdering, men fælles for disse forløb er, at man sjældent kan skabe reel forandring, før den autistiske partner får mulighed for at leve i rammer, der matcher hans neurologi og energikapacitet.
Afslutning
Maskering er, hvis vi skal finde en passende formulering, ikke en enten/eller‑ting, som det nogle gange bliver gjort til. Nej, maskering er et værktøj, man som autistisk person nogle gange er nødt til at anvende, særligt så længe den generelle viden om autisme er så lav, som den er.
Så lidt maskering er ok — mens meget maskering aldrig er godt.
Eller sat op på en anden måde:
- for meget maskering = skadeligt
- ingen maskering = urealistisk i et neurotypisk domineret samfund
Fandt du artiklen nyttig? Del den gerne med andre.